ROBUST BORGER

Er du allerede en Robust Borger? Ellers får du muligheden her

Robust Borger uddannelsen består af to moduler af hver 3 timer varighed. Uddannelsen har til formål at gøre dig mere forudseende og handlekraftig ved hverdagens ulykkeshændelser og når der sker noget ekstraordinært.

Det er vigtigt at vi alle ved hvordan vi skal forholde os, hvis vi er ude for en ulykke, der varsles storm eller store mængder regn er på vej. Danmarks samlede Redningsberedskab arbejder hver dag på at opretholde deres robusthed, for til en hver tid at kunne hjælpe alle. Men for at vi kan skabe et robust samfund, kræver det Robuste Borgere. Det er vigtigt at vi alle arbejder sammen og agerer så hensigtsmæssigt som muligt i de kritiske situationer vi må stå over for.

Den umiddelbare fordel ved at blive Robust Borger, er at du lærer at forebygge ulykker, forberede dig på udefrakommende hændelser (f.eks. vejret) og i det hele taget i større grad ved hvordan du kan hjælpe dig selv og dine nærmeste. En meget vigtig bonus ved at være Robust Borger, er at du, fordi du ved hvordan du skal agere i forskellige situationer, er med til at sikre at Redningsberedskabets ressourcer bliver brugt der hvor det giver mest mening og der hvor menneskers liv kan være i fare.

Et Robust Beredskab + Robuste Borgere = et Robust Samfund

  • Kender du til Redningsberedskabets kapacitet og kender du i den sammenhæng din egen rolle i beredskabet?
  • Hvis sirenen lyder, ved du så præcis hvad det betyder?
  • Kan du klare dig selv i op til 72 timer, uden el, vand og varme og uden at skulle handle ind?
  • Ved du hvad der sker når du ringer efter hjælp og kan du følge de instrukser du evt. vil få over telefonen? Kan du selv vurdere hvornår der skal ringes 112 eller 114?
  • Har I hjemme hos dig en plan for hvordan du/I skal agere hvis strømmen ryger, hvis der går ild i huset eller hvis det meste af huset pludseligt står under vand

 

 

KAN DU UDARBEJDE EN NØDPLAN OG FØLGE DEN?

Vidste du, at du ganske simpelt og med få forberedelser kan gøre dig selv og din familie mere robust over for ulykker i hjemmet?

BorgerROS er et værktøj, der hjælper dig til at kortlægge de risici, der måtte være i dit hjem. Ved at kortlægge disse risici vil du få en indsigt i, hvordan du nemt kan forberede dig og forebygge ulykker i hjemmet. Med BorgerROS får du også et værktøj til udarbejdelse af en nødplan over, hvordan du og din familie kan forebygge og agere ved ulykker, som kan opstå i netop dit hjem. Dette kalder vi Hjemmets Beredskabsplan.

BorgerROS-modellen består af fire trin:

  • Kortlæg risici
  • Vurdér risiko
  • Vurdér den forberedelse, du kan gøre
  • Hjemmets Beredskabsplan (hvis hændelsen sker)


Trin 1 – kortlæg risici


Første trin i udarbejdelsen af en nødplan over dit hjem handler om at kortlægge hvilke ulykker og kriser, der kan ramme netop dig og din familie. Dette kunne f.eks. være overordnede ulykker, såsom et væltet træ ned over taget, vand i kælderen, brand, ingen varme osv.

På Robust Borger-uddannelsen vil du få mulighed for at udarbejde en tjekliste over de yderligere konkrete ulykker og kriser, som kan opstå i netop dit hjem.

Trin 2 – Vurdér risiko

Andet trin i BorgerROS består i at vurdere, hvor stor risikoen ved de enkelte risici er i forhold til hinanden. Ved at foretage en sådan risikovurdering vil du få et bedre afsæt til at kunne bedømme, hvilke risici du skal være mest opmærksom på.

Til denne risikovurdering vil du på uddannelsen få mulighed for at udarbejde et skema, som kan give dig og din familie et overblik over konsekvenserne ved de forskellige ulykker samt sandsynligheden for at de sker hjemme ved jer.

Trin 3 – vurdér den forberedelse du kan gøre


Efter at have kortlagt risici over ulykker og kriser som kan opstå i dit hjem - samt foretaget en vurdering af sandsynligheden for at de sker - er det tid til at vurdere, hvor godt du er forberedt.

Du vil på Robust Borger-uddannelsen, ved hjælp af forskellige værktøjer, få mulighed for at vurdere:

  • hvad du kan gøre for at forebygge ulykken
  • om du har det nødvendige udstyr eller den nødvendige viden til at håndtere ulykken
  • om du kan bruge din viden eller dit udstyr, når ulykken sker

Trin 4 – Hjemmets Beredskabsplan

Fjerde og sidste trin består i den endelige udarbejdelse af Hjemmets Beredskabsplan – nødplanen over dit hjem.

Du vil på Robust Borger-uddannelsen her få mulighed for at lave din egen plan med netop de situationer, der er relevante for din husstand. Du vil bl.a. få hjælp til at udforme et kort over dit hjem og de forskellige risici der måtte være. Du vil også kunne få hjælp til notering af, hvad der skal gøres i forskellige kritiske situationer, og hvem der er ansvarlig for at det bliver gjort.